Orlando – Fort Pierce

Vi startede dagen med den flotteste solopgang ud over søen.

Efter lidt morgenmad gik alle “de unge” på Starbucks som ligger lige på den anden side, man skal bare lige over 6 spor på landevejen.

Tilbage igen på campingpladsen gik vi ind og stak hånden i swimmingpoolen, som viste sig at være dejlig varmt, så vi besluttede hurtigt at vi skulle en tur i poolen mens farmor kiggede efter Sara der sov formiddagslur. Farmor havde nemlig allerede taget bad i autocamperen, så hun gad ikke til at være våd endnu en gang.

Så var det tid til at køre mod Fort Pierce og Erik og Heather. Vi kørte mod syd og ud til kysten ved Melbourne og helt ud på de yderste øer ned ad A1A (Farmor og Farfar kørte en anden vej). Rasmus fik set den første alligator, et par pelikaner og jeg så et ældre ægtepar her der var ved at hjælpe en skildpadde væk fra vejen. Vi holdt frokostpause ved en parkeringsplads ned til stranden, Så begge piger fik også lov at komme ned og lege i sandet og vandet.

Vi ankom hos Erik og Heather omkring kl. 16 og fik begge vogne stillet op. Erik havde sørget for at lave strømstik, så vi begge kunne få strøm på, hvilket var meget rart da køleskabene jo var fyldte efter den store indkøbstur i går. Heather kom først hjem lidt senere efter at have været på arbejde og have hentet Soren ved Laura og Rene. Resten af aftenen gik med at de bestilte pizzaer til aftensmad, og da Sara blev træt blev hun puttet i klapvognen. Anne holdt ud lidt længere, men efter farmor og farfar takkede af for denne dag, faldt Anne også i søvn i deres lænestol, mens vi andre snakkede og vi fik set Donald Trumps tale til nationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.