Fort de Soto

I dag havde vi en hel dag ved Fort de Soto. Sara vågnede som sædvanligt omkring kl. 6, så for at lade de to andre gå mulighed for at sove videre, kom Sara i klapvognen og så gik vi en tur til stranden (2,7 km hver vej). Der var ikke så mange andre ude og gå da vi gik afsted, vi mødte dog lidt flere på tilbage vejen. Da vi kom hen til stranden var der et par Osprey (rovfugle) der var i gang med at bygge rede. De larmede noget – vist ikke helt tilfredse med at vi kom og forstyrrede fordi vi ville se solopgang. 

Da vi kom tilbage var Rasmus og Anne kommet i tøj, og klokken var blevet 8.30. Så det var tid til noget morgenmad, inden Sara skulle have formiddagslur. Hun blev puttet i klapvognen og vi andre nød freden og den gode udsigt. Egentlig behøvede vi ikke at flytte vognen, men da der er lige langt nok til stranden til at Annes korte ben kan holde til, tog vi bilen. 

Da Sara vågnede igen kørte vi til North Beach stranden ved Fort de Soto park. Farmor og farfar var gået i forvejen, og skulle så køre med os tilbage. 10 km endte de vidst med at gå. Inden vi kørte hen for at bade, holdt vi lige ind ved fiskemolen, hvor Rasmus og Anne fik fiske lidt, dog uden at fange noget. Vi fik da også set et par delfiner der svømmede rundt i vandet. 

Næsten alle var ude og bade, jeg nøjedes med at soppe og forsøgte at holde styr på vores ting, men da jeg lige skulle fotografere Sara der havde tæerne i vandet sammen med de andre, var vi lige uopmærksomme et øjeblik, så mågerne snuppede resten af pigernes rugbrødsmadder. Tilbage på campingpladsen kom der lige en vaskebjørn gående ind gennem vores plads. Resten af dagen var vi tilbage på campingpladsen, hvor menuen igen stod på grillmad, og nogle gode store bøffer. 

Vaskebjørn
Solnedgang over den Mexikanske Golf
Vores indkøbte mygge/soltelt har været en god investering

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.