Køredag fra Charleston til det nordlige Jacksonville

James Island Campground

I dag er der en rimelige lang køredag med ca. 325 km, og 3,5 times kørsel. Vejret var ikke noget der var værd at blive for, med småregn og 10-15 grader. Så vi fik pakket sammen, og så gik turen syd på mod forhåbentlig noget mere varme. Inden vi kørte ud af Charleston gjorde vi lige et kort stop ved McLeod Plantation Historic Site. En gammel plantage med et stort hovedhus og flere små slavehytter. Det blev kun til et kig udefra, da det regnede, vi ikke helt havde tiden til det og derfor ikke ville betale $15 pr. Person for at komme ind.

Tager lige en “slapper” mens far putter benzin på.

Der var ret godt med trafik inde i Charleston, så det kan være lidt spændende at være endt i den forkerte vejbane. Heldigvis har de flest været søde til at give plads, når man kommer i sådan et skrummel som vi kører i, og selv skolebusserne kender deres egen størrelse ret godt, så der var en der kom ret tæt på, men uden nogle buler.

Resten af vejen var der ikke så meget trafik, men temmelig ujævne veje, så Sara blev helt forskrækket nogle gange, når det gav et ordentlig hop. Frokosten blev indtaget i bilen, og et enkelt stop på en Starbucks blev det til på vejen. Forresten så vi et vildsvin der lå og var kørt ned.

Vi nåede frem omkring kl. 14, så det er næsten det tidligste vi er nået frem til en plads. Vi har kørt i regnvejr og skyet vejr næsten hele dagen, men da vi nåede campingpladsen var det klaret lidt op. Da vi stod ud af bilen var det blevet varmt. Vil gætte på vi er kørt fra ca. 15 grader til ca. 23. Anne fik også hoppet lidt på hoppepude, mens jeg fik ringet hjem til Hatting. Til aften fik vi grillet nogle store bøffer og damerne fik udbygget vores føring i partners til 5-2.

Vin fra Schnebly Winery som vi besøgte tidligere på turen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.